Kvinder skal ikke bare netværke – vi skal løfte hinanden

Der er meget, man kan mene om netværk.

For nogle lyder det som et rum med navneskilte, lunkne canapéer og mennesker, der holder øje med, hvem der står ved siden af hvem. For andre er netværk blevet endnu en disciplin, man helst skal mestre ved siden af arbejde, familie, venner, træning og alt det øvrige liv.

Men de bedste netværk har meget lidt at gøre med visitkort og positionering.

De handler om relationer.

Om mennesker, der over tid lærer hinanden at kende godt nok til at kunne se hinandens styrker – også når man selv har mistet overblikket. Mennesker, som tør sige: "Du ville være god til den opgave." Eller: "Jeg har nævnt dit navn." Eller: "Det her skal du ikke stå alene med."

Det er den slags netværk, vi har brug for.

Ikke fordi kvinder ikke kan klare sig selv. Det kan vi som regel. Ofte alt for godt.

Men fordi arbejdslivet fortsat er fuldt af uformelle rum, hvor muligheder, information og tillid bliver fordelt. Mange beslutninger begynder længe før opslaget, mødet eller den formelle proces. Der bliver ringet til nogen, spurgt i fortrolighed, peget på kandidater og delt erfaringer.

Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det betyder, at det gør en forskel at være en del af kredse, hvor nogen kender ens faglighed og tænker på én, når den rigtige mulighed opstår.

Kvinder har ofte været gode til at skabe fortrolige fællesskaber. Vi deler erfaringer, spejler os i hinanden og taler om det, der er svært. Det er værdifuldt.

Men vi skal også blive bedre til at omsætte relationen til konkret handling.

At anbefale hinanden til opgaver.

At invitere en dygtig kvinde ind i et rum, hun ikke selv har adgang til.

At dele et opslag, en kontakt eller en mulighed, før den er blevet offentlig.

At gøre opmærksom på en persons kompetencer, når hun ikke selv er til stede.

At spørge: "Hvem mangler at blive set her?"

Det kræver generøsitet. Og måske også lidt mod.

For der kan ligge noget sårbart i at hjælpe andre frem. En gammel idé om, at der kun er plads til få kvinder i toppen. At den andens succes gør ens egen position mindre sikker. At man selv først må være helt på plads, før man kan åbne en dør for andre.

Men det er en dårlig logik.

Der bliver ikke mere plads til kvinder i ledelse af, at vi konkurrerer om de samme få stole. Der bliver mere plads, når vi gør rummene større. Når vi insisterer på, at dygtighed findes i flere former, flere aldre, flere fagligheder og flere måder at lede på.

Det betyder ikke, at vi skal anbefale hinanden ukritisk.

Et stærkt netværk er ikke et lukket system, hvor man automatisk får adgang, fordi man kender de rigtige. Det skal være båret af faglig respekt, ordentlighed og reel tillid.

Men når vi møder kvinder, vi oprigtigt tror på, skal vi holde op med at tænke, at det er nok at tænke det.

Sig det højt.

Skriv anbefalingen.

Lav introduktionen.

Giv hende det lille skub, der kan blive til noget større.

Vi behøver ikke alle at blive hinandens mentorer. Men vi kan være hinandens medspillere.

Og nogle gange er det præcis den forskel, der gør, at et menneske tør tage næste skridt.