At have hinandens ryg er ikke det samme som at være enig

Når kvinder taler om at støtte hinanden, kommer det ofte til at lyde som en opfordring til at være søde.

At klappe, bekræfte, dele hinandens opslag og sige, at alt nok skal gå.

Der er ikke noget galt med varme eller opbakning. Tværtimod. Arbejdslivet er ofte så præget af vurderinger, konkurrence og kritik, at mange af os godt kunne bruge lidt mere generøsitet.

Men ægte opbakning er ikke kun ros.

Det er også at have hinandens ryg, når det bliver mere kompliceret.

At turde sige: "Jeg tror, du bruger for meget af dig selv på noget, der ikke giver nok tilbage."

At kunne spørge: "Er det her virkelig den kamp, du vil tage?"

At gøre opmærksom på et mønster, man ser udefra, men som den anden måske ikke selv kan få øje på midt i et travlt eller sårbart forløb.

At sige: "Jeg ved, du kan. Men behøver du?"

Mange kvinder er vant til at bære meget alene. Vi er dygtige til at gøre os umage, holde sammen på det hele og finde en vej, også når rammerne er urimelige eller mandatet uklart.

Vi kan være imponerende loyale over for arbejdspladser, relationer og projekter, som for længst burde have vist os den samme loyalitet tilbage.

Derfor kan et stærkt netværk også være et sted, hvor man får hjælp til at skelne.

Mellem det, der er svært, men meningsfuldt.

Og det, der bare slider.

Mellem den opgave, der udvikler én.

Og den opgave, man har taget på sig, fordi ingen andre gjorde det.

Mellem en konflikt, der er værd at stå i.

Og en konflikt, der i virkeligheden handler om et system, man ikke kan løse alene.

At have hinandens ryg betyder ikke, at man altid skal være enig. Det betyder heller ikke, at man skal tale dårligt om andre, skabe lejre eller gøre fællesskabet til en lukket klub.

Det betyder, at man vil hinanden nok til både at glæde sig over succes og tale ærligt om prisen.

Jeg tror, vi har brug for flere relationer, hvor vi ikke kun deler resultater, men også tvivl. Hvor det er legitimt at sige, at man er træt af at være den kompetente. At man ikke længere ved, om man vil have næste lederjob. At man har fået den stilling, man troede, man ville have – og alligevel ikke føler sig hjemme i den.

Der ligger ikke svaghed i de samtaler.

Der ligger mulighed for at vælge mere bevidst.

For nogle gange har vi ikke brug for et råd. Vi har brug for et menneske, der kan holde rummet åbent, mens vi selv finder tilbage til det, vi ved.

Andre gange har vi brug for en, der med kærlighed og klarhed siger, at vi er ved at forsvinde ind i en rolle, et ansvar eller en ambition, som ikke længere passer til vores liv.

Det er en gave at have den slags mennesker omkring sig.

Og det er en gave at forsøge at være et sådant menneske for andre.

Ikke én, der altid gør tingene lettere.

Men én, der gør det mindre ensomt at finde sin vej.